Alaburs historie

Aalborgs navn optræder første gang på to mønter fra Hardeknuds tid som ”Alabur” og ”Alebu”. I Valdemar II jordebog kaldes byen ”Aleburgh”. Navnet stammer formodentlig fra en gammel kongeborg, men hvad første stavelse betyder vides ikke præcist. Formodentlig fra det oldnordiske ord ”all” som betyder strøm eller fra ”alak” som betyder hov/tempel.

Alabur blev et vigtigt samlingspunkt for byerne ved Limfjorden og fik især betydning ved det rige sildefiskeri og handelsforbindelsen til Norge, hvilket der findes mange historiske beretninger om. Hvornår byen blev en købstad ved man ikke, men den fik sin ældste stadsret af Valdemar Atterdag i 1342.

Alabur havde i middelalderen to sognekirker, Skt Budolfi kirke og Skt Peders kirke (denne blev nedrevet efter reformationen) og tre klostre. Her er der tale om nonneklosteret, Vor Frue Kloster, som nævnes første gang 1252 og hvis kirke fik skænket byen af Christian III, et Gråbrødrekloster som nævnes første gang i 1268. Dette skulle have ligget nær det nuværende Gråbrødretorv og Brødregyde. Det sidste kloster var Helligåndsklosteret som blev stiftet i 1431 for at hjælpe de syge og trængende. Dette kloster var det første af denne ordens huse her i landet. Dette blev senere omdannet til hospital. Uden for Vesterport lå der endvidere en en Skt Jørgens Gård for spedalske. Denne brændte under Grevens Fejde.

De af middelalderens gilder som bør nævnes er der et Skt Knuds Gilde, et Skt Karens Gilde, men specielt Gudz Ligoms Lagh (Guds Legemes Lav) eller Papegøjegildet, som det kaldtes efter dets årlige skiveskydning, som i 1431 blev stiftet af byens købmænd og kræmmere. Dette var så anset, at adelsmænd, bisper og andre høje gejstlige blev optaget i det.

Alabur var befæstet i middelalderen og havde i den sydlige del et slot som ofte besøgtes af kongerne. Slottet nævnes allerede i 1340. Kong Hans blev født men afgik også ved døden i slottet i Kong Hans´ stenstue (dette er et sagn). Under Grevens Fejde blev slottet indtaget først af Skipper Klement, til hvem byens borgere sluttede sig, og som slog adelen ved Svenstrup og udbedrede byens befæstning, senere under Johan Rantzau af de kgl. tropper, som udplyndrede byen og nedbrød fæstningsværkerne. De blev dog genopførte omtrent et århundrede efter. Det i Grevens Fejde ødelagte slot blev af Christian 3. erstattet af et andet mod nord i byen ved fjorden. Efter fejden kom byen snart til kræfter igen, 1554 blev den bispesæde, idet den udskiltes fra Viborg Stift og forenedes med Børglum Stift, og den havde nu i den følgende tid sin mest blomstrende periode, da de omtalte store købmandsgårde rejste sig. I alle krigene blev den besat og hærget, og hertil kom pest og store ildebrande.

 
Hardeknud (1035-1042), Aalborg
 
Knud den Hellige (1080-1086), Aalborg
Svend Grathe (1146-1154, 1157), Aalborg
 
Frederik I
Frederik d. 1.s Mønter er antagelig slåede i Papegøjegaarden ved Øster Å, og hermed ophører så Aalborgs Saga som Møntsted.